Cobb’s vinkel

De kurver, som rygsøjlen bøjer i til siderne (laterale kurver), når man ser en person med scoliose bagfra, måles udfra det, man kalder Cobb’s vinkel. Denne måling foretages på røntgenbilledet, hvor man måler udfra den mest toppladen af den mest hældende ryghvirvel i toppen af kurven og bundpladen af den mest hældende ryghvirvel i bunden af kurven.

Dette gøres for alle de kurver, der måtte være (som regel er der ihvertfald en S-formet kurve med en højrekonveks og en venstrekonveks kurve hhv. ved bryst og lændehvirvler.

Udfra vinklen defineres sværheden af scoliosen.


Mild: 0-24 grader

Der anbefales tit en vent og se tilgang til disse kurver, men dette anbefaler vi ikke, hvis personen er fra 10 år og nærmer sig sin vækstspurt. Fra de tidlige tegn på pubertet med begyndende vækst af bryst kan kurven udvikle sig med voldsom hastighed. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor langt de er i vækst og pubertet i forhold til deres alder. Dette kan altid afgøres ved Risser Sign og/eller et røntgenbillede af hånden, for at se, hvor lukkede vækstzonerne er.

Det er meget lettere at behandle en bevægelig mindre kurve i de tidlige år og derved undgå at den udvikler sig til en større kurve, end at man først starter når den er større og med alderen mere roteret og stivere.

Moderat: 25-49 grader

Vi ser mange personer med kurver i denne størrelse og der er god effekt af træningen i forhold til at standse udviklingen af kurven og rotationen samt smertelindring.

Ved en kurve på 20 grader eller mere og et barn der er på vej i vækstspurt, skal der overvejes brug af et veltilpasset korset i den periode personen er i vækst. Dette kan være medvirkende til at bremse udviklingen og ofte mindske kurven. Undersøgelser viser, at tiden i korsettet er en afgørende faktor i forhold til effekten.

Svær: over 50 grader

En svær scoliose med kurve over 50 grader er stadig trænerbar. Der er lavet undersøgelser, som har vist god effekt af Schroth og Schroth Best Practice træningen ved kurver over 30 grader. Derfor er det ikke kun operation, der skal overvejes på dette tidspunkt.

Man kan sagtens have en lille cobb’s vinkel og mange smerter, fordi det er ofte torsionen (graden af rotation i rygsøjlen) som giver de største problemer. Man kan have lille cobb’s vinkel men med stor rotationsgrad, man kan modsat have en stor cobb’s vinkel på 50-60 eller mere uden at have gener fra den, hvis kroppen ellers er balanceret. Derfor bør det i vores optik ikke udelukkende være udfra cobb’s vinklen, at der besluttes behandlingstiltag.

Som reglerne er på nuværende tidspunkt, har en person med en kurve over 20 grader og som er progressiv ret til fysioterapeutisk holdtræning i den Vederlagsfri ordning §62.

Screening og træning af personer med skoliose efter Schroth Best Practice